tirsdag den 24. januar 2012

Ting til Biblioteket

Så er jeg blevet oprettet på LibraryThing og har fået lavet en widget OG fået den widget farve-koordineret og tilpasset i størrelse. Den truede ellers med at vælte hele layoutet, da den enten var alt for bred eller alt for smal.

Nå, men LibraryThing ift. læring eller til i arbejdet... (klik på linket nedenfor) Nu skal det lige siges at jeg er ret meget realist/pessimist (afhænger af ens synspunkt) når det kommer til brug af 'smarte, nye ting' (things in this case). Der er, så vidt jeg kan se, tre forskellige måder man overordnet kan bruge diverse web 2.0 værktøjer på. Det er til kommunikation internt på biblioteket; kommunikation ud i organisationen (ift. at underviserne lærer at anvende web 2.0 værktøjer) og sidst men ikke mindst kommunikation med de studerende. Der er/kan være et overlap mellem de to sidste grupper så vidt jeg lige kan se. Dernæst skal man jo så også overveje hvilke veje kommunikationen skal gå. En af de helt overordnede muligheder i web 2.0 er netop, at det ikke bare er envejskommunikation.

Nu føler jeg en meget stærk trang til at lave et fint lille diagram med kasser og en masse en-til-mange og mange-til-mange relationer. Inden jeg går bananas med den helt store analyse af LibraryThings, må jeg hellere springe videre til de rent praktiske muligheder jeg kan se i LibraryThings.

A) Vi lægger nye bøger på biblioteket ud, evt. med tilhørende anmeldelse. Kan vi det når vi ikke (går jeg ud fra) læser bøgerne? (jeg læser i hvert fald ikke mine nye bøger godt nok til at kunne gøre andet end at skrive bagsiden af). Hvor meget tid skal der bruges til det? Hvordan får man de studerende/underviserne til at bruge LibraryThings? Er målgruppen de studerende eller undervisere?  Skal de oplæres, eller er det kun for dem der allerede er med i LibraryThings? Og i så tilfælde føler jeg mig meget fristet til at sige de ret pessimistiske/realistiske ord "cost-benefit analyse".

B) Som A, men med 'os' som målgruppe. Dvs. at vi ikke lægger anmeldelser ud af de nye bøger der kommer ind på biblioteket, men derimod lægger de bøger ud som kunne være af interesse for os. F.eks. har jeg for nyligt læst bogen 'Evidens-baseret sygepleje', som kunne være af interesse for dem der har med sygeplejerskerne at gøre. Fordelen ved denne løsning er, at vi er ved at blive lært op i brugen af LibraryThings, og at omfanget ikke ville være så stort (ift. at anmelde alle/nogle af alle nye bøger).

C) Vi gør vores bibliotekskatalog søgbar via LibraryThings. Lis har arbejdet på det, men havde problemer med den gamle OPAC. Hvis man kan lave det, tror jeg det kunne være godt. Men igen, er det så for dem der allerede bruger LibraryThings, eller skal man begynde at oplære folk i det. Men jeg synes i hvert fald at denne mulighed er mere realistisk end A.

D) har jeg svært ved at 'se'. Havde vi været et folkebibliotek ville jeg have skrevet noget med at brugerne kunne sættes op til at inspirere/anmelde for hinanden etc. etc. Men nu er vi jo et uddannelsesbibliotek. Jeg føler bare ikke at der er basis for at få et stort netværk op at stå med studerende og/eller undervisere (OK måske undervisere), hvor de skriver om hvor spændende "Accept, empati og ægthed i psykoterapeutisk praksis" er. Der er lidt de samme ulemper som ved A), bortset fra at det her er underviserne der bruger tid på det, og os der bruger tid på at oplære underviserne. Idéen er spændende nok, men jeg synes nu bare at der er mange MÉNer i det. Eller måske er det bare min pessimistiske side der vejer for meget ind lige nu... 

4 kommentarer:

  1. Mange spændende betragtninger.Jeg er enig i, at vi er nødt til at tænke cost-benefit. Der er jo også andre platforme, eksempelvis Blackboard, hvor vi vil have mulighed for at kommunikere med studerende (og undervisere). Der er brug for en bred diskussion, så vi kan finde vores ben i alle de muligheder, vi har...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er nemlig det. Jeg har det pt. sådan, at jeg tror det er smartest at fokusere på hvordan vi kan bruge de forskellige redskaber internt. Jeg tror faktisk at det kan blive ret godt, hvis vi bliver vant til at bruge i hvert fald blog (som 'samleredskab' og lidt faglig/ikkefaglig? diskussion) og delicious. Flickr tror jeg bliver svær at bruge i så vid udstrækning at det bliver en fast del af vores forhåbentlig kommende rutiner. Men ja, der er mange forskellige ting vi skal ind og overveje, og det er altså vigtigt at sætte tid af til det. Jeg har set hvad der sker når noget bliver startet op, og så glider det ud i vandet...

      Slet
    2. Teknisk er det muligt at få libarrything ind på både hjemmeside og BB som en widget- hvilket betyder at vores brugere ikke behøver forholde sig specielt til Librarything. Jeg forestiller mig ikke at vi skal til at læse bøger og anmelde dem i stor stil. Det handler lige så meget om at gøre specielt de studerende opmærksomme på at der er kommet noget interessant indenfor deres fagområde. Om det skal være via Librarything ved jeg ikke. I BB har vi oprettet RSS feeds indenfor de forskellige fagområder, her regner vi også med at gøre opmærksom på nye spændende udgivelser. Hvorfor ikke? Vi bruger tid til at fortælle om andre nyheder på hjemmesiden.

      Slet
    3. Jeg har spekuleret lidt mere over det, og jeg tror at mit 'problem' ift. LibraryThing er, at den er ret begrænset ift. hvad man kan linke. Hvad hvis vi finder en rigtig god artikel eller hjemmeside som vi gerne vil gøre opmærksom på? Jeg tror vi skal passe på ikke at sprede os ud over for mange forskellige ting. Hvis vi f.eks. brugte Delicious i stedet for LibraryThing, så kunne vi dels linke til bøger, inkl. noter om hvorfor/hvad det er, men vi kunne også linke til andre interessante ressourcer som kunne være til nytte for os, undervisere og/eller studerende.

      For et folkebibliotek er LibraryThing fint, fordi der er fokus (primært) på at finde bøger som underholdning - den interessante bog er et mål i sig selv. For os og vores studerende er det den viden, som bogen indeholder, der er omdrejningspunktet, uanset kilden (forudsat at det er en valid kilde selvf.). Det er selvfølgelig sat meget på spidsen, men jeg tror bare at vi ville få mere ud af Delicious.

      Slet